Anna-Lise Aaen fra Idenyt bliver Årets Redaktør 2010

Lørdag aften uddelte FreelanceGruppen sin hæderspris til en, der gør noget for at give freelancere et bedre arbejdsliv. Denne gang gik prisen til Anna-Lise Aaen og Idenyt.

Næstformand Iben Danielsen overrækker prisen til Anna-Lise Aaen og hendes medarbejdere fra Idenyt. Foto: Mikael Hjuler
Næstformand Iben Danielsen overrækker prisen til Anna-Lise Aaen og hendes medarbejdere fra Idenyt. Foto: Mikael Hjuler

Priskomiteen modtog 20 nomineringer fra gruppens medlemmer. I år faldt valget på en redaktør, der kærer sig om sine freelancere – også inden for områder, som redaktører ikke normalt betragter som deres ansvarsområde. Anna-Lise Aaen og Idenyt tager nemlig hvert år initiativ til en freelancedag med efteruddannelseselementer, mad og drikke, socialt samvær og information om bladet, samt tabt arbejdsfortjeneste på 3.300 kr. for at deltage. Som den eneste, FreelanceGruppen er stødt på, betaler redaktøren tabt arbejdsfortjeneste, når bladets freelancere deltager i denne type arrangementer.

Desuden roses Anna-Lise Aaen for at give god sparring og konstruktiv kritik, der falder prompte. Idenyt er desuden et blad, der kender sit koncept og sine læsere, og derfor ved, hvad de vil have. Indstilleren skiver desuden: ”Jeg synes Anna-Lise Aaen generelt respekterer freelancere dybt og viser det på mange måder.”

Prismodtager meget beæret

Anna-Lise Aaen gav i sin takketale udtryk for, hvor beæret hun var over at modtage prisen. Hendes opskrift på et godt blad er respekt og et godt samarbejde – både mellem redaktør og faste og freelancere. Derfor havde hun også inviteret sin redaktion med til prisuddelingen og festmiddagen, så hun kunne dele æren med dem, for ifølge hende er det gode samarbejde med freelancerne lige så meget deres fortjeneste. De ansatte på Idenyt er ud over redaktøren Thea Jessen Kristensen, Tina Friis Kristensen, Per Handberg og Pia Fiil Christensen. Idenyt er ejet af Bonnier.

Prisen består af en illustration tegnet af Annette Carlsen, som kan hænge på kontoret, så alle besøgende kan se den. Oven i billedet fik Anna-Lise Aaen også en magnumflaske, som hun kan dele med sin redaktion.

Skriv en kommentar til denne artikel

For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.

Oprettet 8-3-2010 15:58

Kommentarer

RSS
FreelanceGruppen
Opret profil Login
Udskrift af http://www.freelancegruppen.dk/nyheder/index.php?id=2033 (08-09-2010 02:40:46)