Efter generalforsamlingen
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for genvalget som formand for vores herlige flok af friske freelancere, tak for de pæne ord og mange hilsner på min fødselsdag.

Det er en fornøjelse at arbejde for en gruppe medlemmer, der er så initiativrige, inspirerende og ihærdige.
Også tak for genvalgene til bestyrelsen - og et stort velkommen til Helene Bagger og Jens Anders Wejsmark Sørensen, der blev nyvalgt. Med en sådan bestyrelse er det ingen sag at være formand, eller ordförande eller ledeste leder, som nogle i festtalerne truede med at stille forslag om.
Det er ikke nemt at få armene så langt ned, at jeg kan lave en resumé af, hvad generalforsamlingen gav af udbytte og af inspiration til bestyrelsens videre arbejde. Men jeg forsøger i kort form at definere det, som jeg opfatter som bestyrelsens opgaver i de kommende måneder. Hele arbejdsprogrammet blev jo godkendt af generalforsamlingen, og kan læses her.
Jeg tror, at vi kan koge bestyrelsens arbejdsopgaver i det kommende år ned i tre forskellige gryder:
- Aftaler
- Rådgivning om individuelle vilkår
- Efteruddannelse og kompetenceudvikling
Vedr. aftaler
Aller-kendelsen den 28. februar 2010 har gjort det krystalklart, hvilke grupper af freelancere der kan laves kollektive aftaler for og iværksættes kollektive kampskridt. Det var selvfølgelig kedeligt, at vi ikke fik udvidet begrebet ”lønmodtagerlignende vilkår”, men det må vi så håndtere på anden vis. Der er forskellige muligheder for at skabe politisk opmærksomhed, og her er forbundets eksperter allerede i fuld gang.
Vedr. rådgivning
De grupper, der ikke kan omfattes af kollektive aftaler, skal hjælpes med individuel rådgivning. Vi vil aldrig få ressourcer til at rådgive hver enkelt, derfor skal vi videreudvikle og udvikle nye redskaber til ”hjælp-til-selvhjælp”. Mentorordningen er et udmærket eksempel på et lavpraktisk værktøj til hjælp i dagligdagen.
Vedr. efteruddannelse og kompetenceudvikling
Der skal ikke herske tvivl om, at efteruddannelse og kompetenceudvikling er det overhovedet vigtigste område for FreelanceGruppen og faktisk også for forbundets indsats på freelanceområdet. Her vil vi til stadighed opgradere indsatsen, både økonomisk og praktisk.
Gryderetterne vil jo nok bliver blandet i det daglige, men de skal defineres skarpt, så vi kan honorere de krav, som hver enkelt gryderet stiller. Det betyder, at vi skal tænke nyt omkring den måde, bestyrelsen er organiseret på, og det vil vi gøre på et bestyrelsesseminar inden sommer.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Kommentarer